tirsdag den 2. oktober 2012

Hej med dig, nye livsstil



Mange sundhedsfolk slynger ud til højre og venstre at man bliver hvad man spiser, men gør man nu også det?
Jeg er netop startet på en ny livsstil – ikke en kur – men en ny livsstil, hvor jeg vil skippe sukker, mælk, alkohol og kaffe. Grunden til jeg understreger at det ikke er en kur, er fordi jeg HADER ordet kur. Det ord er blevet misbrugt og har fået en negativ ladning hos mange. Så snart de finder ud af de skal på kur, så begynder det triste liv og fokus kommer nu på alt det de ikke må eller kan.
Hvis jeg derimod benytter livsstil, vil det være noget jeg selv har valgt til og jeg fokuserer mere på de ting jeg har mulighed for i den livsstil, frem for de ting der ikke er mulige. Og her er alt uden sukker, mælk, alkohol og kaffe muligt for mig!!

Jeg er en sukkergris!
Jeg elsker sukker og jeg har ikke blot en sød tand, men mange.. Jeg har mine tidspunkter, hvor jeg specielt har trang til sukker. Hvis jeg er ked af det, kan jeg få lyst til at forsøde mit liv med en masse slik og hyggeligt samvær med veninderne, men i grunden gør jeg det bare værre. Jeg kan gå hen og blive endnu mere ked af det ved at spise sukker – jeg ved ikke hvad det er i kroppen der gør at sukker forværrer situationen, men på længere sigt virker sukker bare ikke for mig, det bliver hurtigt en ond cirkel som bliver sværere at bryde dag for dag. Et andet tidspunkt er når jeg er PMS. Jeg ved igen ikke hvad det er i min krop der skriger på sukker, men noget gør. Men det skal være slut..
På denne her side kan du læse meget mere om sukker – og hvorfor ikke sukker? http://www.skab-din-egen-sundhed.com/sukker.html

Lige såvel skal mælk være slut. Jeg så for et par år siden et program hvor de fortalte at mælkeallergi kunne vise sig som acne. Hvor meget jeg end prøver at skjule at jeg har acne, så kan jeg ikke løbe uden om at det stadig er et problem for mig. Jeg ville ønske jeg kunne vågne op i morgen tidlig med frisk og sund hud. Jeg har prøvet meget gennem min ellers korte livserfaring, og der sker stadig meget – men et tiltag jeg gerne vil prøve er at skippe mælken. Ikke blot for at få en pæn hud, men grunden til jeg har acne må være en ubalance i min krop, og hvis jeg kan få min krop i balance ved skippe mælken, så gør jeg det. Bye Bye Milky Wilky

Alkohol behøver jeg næppe sige så meget om. Vi alle ved at det er det rene giftstof for vores krop og det giver en forbandet hovedpine dagen efter. Jeg kan nu ellers godt lide at feste og danse, men jeg holder mere af at træne for tiden.

Det sidste er kaffen – det er ikke det store problem for mig at skippe. Jeg drikker mest kaffe når jeg hygger mig med venner/veninder, for jeg synes det smager enormt godt, men det er ikke noget jeg selv laver. Det fylder ikke det store i min hverdag. Grunden til jeg vælger at skippe det, er fordi det bl.a. øger pulsen og øger blodtrykket. Og da jeg heller ikke kan lide kaffe uden mælk, ja, så giver det lidt sig selv at jeg ikke skal drikke kaffe.

Hvad skal jeg så spise og drikke?
Jeg har en favorit-spise som er linser. Jeg spiser tit linser og jeg elsker deres høje proteinindhold, deres konsistens og ikke mindst at min krop virker tilfreds når den får linser. Man kan lave mange ting med linser og jeg har slet ikke udforsket ”Linse-universet” helt endnu - Mange lækre retter venter på mig derude. Så hvis sundhedseksperterne virkelig har ret i det med at man bliver hvad man spiser, kunne det godt være jeg skulle tage op til en ekstra overvejelse om det virkelig er linserne jeg skal bruge så meget krudt på!
Men det gode ved linserne er at du kan tilberede en ny ret hverdag med samme hovedingrediens, linser, og samtidig følge at du får noget nyt. Linser med stegte grøntsager, linser med broccoli, linser med grøn salat og jeg kunne blive ved.
Til daglig drikker jeg bare vand – jeg elsker det danske vand og et glas isvand med lime er for mig, ligeså lækkert som en cola.

Jeg har nu kørt denne livsstil i 2 dage nu, og jeg kan allerede mærke at min krop elsker mig for det. Jeg føler mig ikke tung og uoplagt – jeg har mere energi til at ordne praktiske gøremål. Jeg glæder mig til at mærke hvordan min krop er i forbindelse med træning, med denne nye livsstil som giver en sund og balanceret krop, det kan da kun gå godt.

Hvad siger du? Er jeg helt på spanden?
Har du nogle gode tips og tricks? 

1 kommentar:

  1. Jeg synes det lyder som nogle meget fornuftige "tiltag"...!!! Jeg tror, at der er mange der har fokus på kost -og livsstilsændringer, i nogenlunde samme retning...! Sundhedseksperterne har hængt mig langt ud af halsen i årevis... men der begynder efterhånden at være samklang på flere og flere punkter - og derudover har vi jo alle hver vores behov og no go's, som gør, at det er blevet lidt mere overskueligt, at sammensætte sin egen "menu"...!
    Tillykke med det - keep up the good work...!!! =)

    SvarSlet