Tilfreds og skuffet

Efter stævnet i Finland her i weekenden, har jeg haft en masse blandede følelser i min krop. Efter mit 115 m. DNF (længdedyk uden finner), var jeg fyldt med glæde i hele min krop. Det var et mentalt rigtig hårdt dyk, fordi jeg hele tiden lå og tænkte på at give op, og troede ikke jeg kunne komme så langt. Men da jeg kom op ved de 115 m. kunne jeg smile og være godt tilfreds! Mit statiske fik mit humør til at dale, da jeg ikke kunne finde gejsten til at kæmpe + ville spare min energi til DYN (længdedyk med finner). Det var et utrolig dejligt dyk jeg havde med min finne. Var lidt småstresset, da jeg kom sent ned til den bane jeg skulle dykke på + havde ikke fået opvarmet. Jeg fik dykket 176 m. og jeg var så glad da jeg kom ud. Vidste godt jeg ville få et gult kort, fordi jeg kunne mærke jeg brød overfladen med finnen. Men jeg tænkte ikke videre over det, og var utrolig lykkelig over mit lange vellykkede dyk. Da jeg står ude i badet kommer en anden fridykker ind og fortæller at jeg skal skynde mig ud, og fra da af røg mit humør helt i bund. Mit dyk var ikke godt nok til at kvalificere sig til VM, eftersom de mange strafpoints jeg havde fået. Siden da har jeg haft det underligt. Jeg er både utrolig skuffet og tilfreds på samme tid. Jeg er meget tilfreds med de meter jeg har dykket, men også utrolig skuffet over at jeg ikke kunne gennemføre det med et hvidt kort. Jeg prøver hele tiden at overbevise mig selv om at det er fantastisk, men jeg havde sådan sat mig op til at skulle til VM i denne disciplin også. Det er underligt man kan føle sådan 2 modsætninger på samme tid. Jeg må bare ud og få dykket en masse i den nærmeste fremtid <3..