fredag den 11. november 2011

Vejen til tops

For lidt over et år siden, prøvede jeg fridykning for første gang. Jeg anede ikke der var noget der hed fridykning før den 7. oktober, hvor min træner, Bo Gjedsted,  introducerede alle os livreddere for sporten.
Vi skulle lave nogle maxdyk, altså hvor vi gav den så meget vi kunne. Her formåede jeg at lave 85 m. i disciplinen uden finner og 100 m med. På daværende tidspunkt var det uden halsvægt, dragt osv. Min statiske lå på 2.33 min, hvilket også var ret godt af en førstegangs-fridykker.
Jeg blev opfordret til at tage til Danmarks Mesterskaberne der ville blive afholdt en halvanden måneds tid senere. Jeg slog tanken væk, da jeg synes det var lidt åndsvagt at skulle til DM efter blot 1 times fridykning. 3 uger inden blev jeg igen spurgt om jeg ikke skulle stille op, og efter at have læst rundt omkring på nettet om fridykning, blev jeg mere og mere forelsket. Jeg fik ordnet medlemskab af DSF, samt købt udstyr som blev sponsoreret af mine sponsorer DPA Microphones A/S.
DM 2010 var en rigtig god oplevelse og jeg fik mange nye bekendtskaber. Jeg fik nogle fine resultater, men vigtigst af alt, jeg fik en rigtig fed oplevelse der drev mig til at fortsætte denne sport.
Jeg trænede fridykning, når jeg kunne komme til det og jeg begyndte at undersøge mulighederne for et eventuelt klub-medlemskab i Københavns Fridykkerklub. Ligeså fik jeg til DM et gavekort på 50% på en monofinne. Jeg modtog min monofinne i midten af februar, hvor jeg ligeså blev optaget i Københavns Fridykkerklub, på deres introhold. Jeg var på introholdet 4 gange, hvorefter min træner Kenn Knudsen måtte erkende at jeg nok hørte hjemme i den faste træning.
Hvad angår stævner, blev jeg kontaktet af Rune Hallum, der gerne ville til Sverige og konkurrere. Vi prøvede at samle atleter her og der, men vi blev dog kun 3. Maren Villadsen, Rune og jeg drog til Sverige for at konkurrere. Jeg var meget skeptisk da jeg jo kun lige var startet i sporten, men det samme var Maren, hvilket gav lidt ro på. Desuden var det rart at have en erfaren fridykker med,  der kunne svare på næsten alt og agere coach. Stævnet var i slutningen af marts måned og det blev til nogle rigtig gode resultater der. 105 i disciplinen uden finner, 157 m. i disciplinen med monofinnen og 3.59 min i statisk.
Jeg blev mere og mere tryllebundet af denne sport - ikke blot pga. de fantastiske resultater, men jeg kunne mærke en anden kropsbevidsthed der førte til langt flere positive livsanskuelser.
Af sti afsted igen... Vi drog til Finland, hvor Marcus Møller også deltog. Det var i slutningen af maj måned.
Jeg lavede nogle rigtig gode resultater i de 2 dynamiske discipliner - 115 m. uden finner og 176 m. med monofinne.
I juni måned fik jeg chancen for at lave et dyk der kunne kvalificere mig til selveste Verdensmesterskabet. Mit dyk i Finland på 176 m. blev ikke godkendt til punkt og prikke, så jeg var nødsaget til at lave et nyt dyk for at være sikker på at være kvalificeret. Det blev til et meget sikkert dyk på 150 m. så jeg var helt sikker på at være kvalificeret.
Sæsonen var ved at have nået sin ende og fridykningen i pool blev ligeså skåret ned. Jeg nød sommeren og drog sidst i juli måned afsted til Kreta for at fridykke sammen med 27 andre fridykkere. Det var en fantastisk tur jeg aldrig vil glemme. Selvom jeg ikke kunne dykke i dybden, pga. øreproblemer, nød jeg alligevel turen og jeg fik rigtig meget ud af turen - en masse inspirerende mennesker!
Hjemme igen og VM lige rundt om hjørnet. Igang med træningen - men: "åh nej? Jeg føler mig slet ikke på toppen længere." Det var denne følelse jeg havde da jeg påbegyndte min pooltræning. Jeg følte at jeg ikke længere kunne præstere det jeg hidtil har kunnet. Her havde jeg en god snak med Lars Strandridder, min coach til VM. Langsomt fik jeg bygget selvtilliden op og drog afsted til VM med et stort smil på læben og hundrede tusinde sommerfugle i maven.
Jeg havde besluttet på forhånd at mine dyk skulle føles gode dernede og jeg ville så vidt som muligt prøve at glemme at det var VM. Bare fridykke og føle efter i min krop. Det gav pote og jeg fik 4 fantastiske dyk der står krystalklart i min hukommelse.
Det rakte til en 10. plads i disciplinen uden finner og en 6. plads med monofinnen. Jeg kunne tage hjem til Danmark med en ordentlig omgang erfaring i bagagen og 4 fantastiske dyk.
3 uger senere løb Danmarksmesterskaberne af stablen og her ville jeg utrolig gerne gøre det godt. Jeg havde de dejligste sommerfugle i maven da jeg skulle dykke disciplinen uden finner, da det var startskuddet til dette års DM. Der var ikke et eneste tidspunkt jeg tænkte på at jeg ville op undervejs. Det blev til 120 m. hvilket var en personlig rekord. Jeg lagde mig klart i spidsen med 15 m. ned til nummer 2. Fantastisk coaching fra Peter Pedersen gennem hele DM.
I statisk var jeg meget træt og havde meget ondt i min ribensmuskulatur. Det blev til 3.05 min, hvilket gav en sidsteplads. Nu vidste jeg at jeg var nødt til at give den hele armen den følgende dag hvor jeg skulle dykke med min monofinne. Jeg skulle minimum dykke 160 m. Jeg var slet ikke fokuseret før mit dyk, jeg tænkte på alt det der kunne gå galt, om jeg overhovedet kunne gøre det. Med lidt mental overbevisning og god coaching fra Peter P. fik jeg dykket mine 165 m. med en stjerneklar overfladeprotokol. Jeg følte mig på ingen måde presset og jeg vidste nu at guldmedaljen var i hus.
Jeg sidder nu med den fine medalje om halsen og kan kalde mig Danmarksmester. Efter blot et år ligger jeg blandt danmarks bedste fridykkere. Det er surrealistisk og jeg kan ikke helt selv forstå det.
Jeg glæder mig til at se hvad 2012 kan indbringe af fantastiske oplevelser og resultater.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar